Kontursprængning i/langs randfundament

I denne opgave skulle et sokkelfundament/randfundament sprænges, så væggen, der stod ovenpå fundamentet og det resterende fundament, ville komme til at danne en jævn flade. Betonen i den blivende del af fundamentet måtte ikke skades, og der skulle efterlades en klar kontur.

Sprængning i beton med sprængsnor

Kontursprængninger kræver en del mere borearbejde end almindelig sprængningsarbejde. Der blev boret en lang række huller med korte mellemrum. Hullerne blev ladt med en meget beskeden sprængladning på nær hvert 10.-13. hul, der blev ladt med dobbelt ladning for at knække pladen.

Før sprængningen havde entreprenøren forsøgt sig med at hugge betonen plan med en hydraulisk hammer på en minigraver. Det havde ikke været nogen succes – tværtimod. Det er meget svært at få ordenligt anlæg med hammeren, og den vil næsten hele tiden glide af på betonen.

Flot resultat efter sprængningen – klar kontur. Teknik: miniblasting med sprængsnor – kontursprængning.

Sprængning var løsningen

En sprængteknisk løsning var det helt rigtige valg. Da hullerne var boret, tog prøvesprængningen en time og resten af opladningen og sprængningen af hele stykket ca. 4 timer. Langt de fleste entreprenører kender ikke potentialet i sprængningsarbejde, og vi anbefaler derfor altid, at man retter henvendelse til en sprængningsleder, og forhører sig om mulighederne.