Sprængning af natursten indendørs
Marksten og natursten er noget som fra tid til anden kan ligge grufuldt i vejen. Natursten kan dukke op under udgravninger til kældre, vejarbejde eller nybyggeri og sprængning af disse er en kendt og heldigvis simpel øvelse.
Når ladningsmængden og afdækningen er rigtigt dimensioneret, kan det sagtens lade sig gøre at sprænge natursten / kampesten indendørs. F.eks. ved kælderudgravninger eller ved udgravning til ekstra fundering, er det ikke ualmindeligt at støde på store uflytbare sten. Hvis disse sten ligger i vejen for udgravningen, skal de fjernes og så er der kun en vej at gå; det er nemlig typisk granit, man støder på og det er så hårdt, at der ikke er andet at stille op end at sprænge det. Vi sprængte blandt andet tæt ved 100 sten i forbindelse med renoveringen af d’Angleterre.
Her ses et før- og efterbillede af sprængning af en stor natursten på 2,5 m3. Stenen var dukket frem ved udgravningen til en tilbygning og kunne ikke flyttes af de maskiner, der var på pladssen.
Fragmenteringen kan tilpasses kundens ønsker
Behovet for en fin eller mindre fin knusning afhænger af stedet, opgaven og hvilket materiel der er til rådighed. Er der f.eks. tale om en natursten på 2m3 som dukker op ved en udgravning til en kloakledning, er der måske kun behov for at den bliver sprængt, så den er delt i ganske få stykker. Er der til gengæld tale om en sten på måske 0,5m3, men som ligger i en kælder og som skal bæres ud med håndkraft, er det måske nødvendigt at sprænge den, så der ikke er stykker på mere end 20 kg tilbage.
Vi tilpasser os kundens ønsker og tilrettelægger sprængningen så stykkefaldet bliver som aftalt.
Denne natursten lå indenfor i en kælderudgravning og da dens vægt var i omegnen af 500 kg, var den eneste gode løsning at sprænge den i stykker – på skånsom vis.